Italien - torsdag den 10. april 2014
Dolomitterne
Kl. 7 er vi oppe og næsten på vej ud fra vores overnatningssted. Vi skal nemlig være væk kl. 8, ellers skal der betales parkeringsafgift. Vi kører fluks ud af Trento mod nord og i retning af Brennerpasset. Vejene bugter sig frem og tilbage over en flod og under autostradaen, der fører gennem selve Brennerpasset. Efter en times kørsel, gør vi holdt ved en morgenmadsrestaurant. Her kan vi købe en kop kaffe, juice og en crossaint med syltetøj. Crossainten smager super, juicen også – men deres americano kaffe er altså noget heavy stuff.
Vi fortsætter turen mod nord og ved Bozen drejede vi fra autostradaen og straks gik det op af bakke og snart når vi op i 1000 meters højde. Vejene er egentlig OK. De mangler måske lidt asfalt hist og her. Hullerne i vejen er heller ikke dybere end at hjulene kan passere. Men det bringer da minderne tilbage til Fredericias vejnet med de mange huller!
I godt 2000 meters højde får vi frokost. På vejen op i bjergene har vi haft en bøtte sild, der strøg ud af køleskabet. Heldigvis var der kun lidt væske, der røg ud ved den lejlighed, men nu skal der spises sild de næste dage, inden de bliver dårlige…
Dolomitterne er en speciel del af Alperne. Klippeformationerne er anderledes end resten af området. Det er ikke et stort bjergmassiv men virker mere som flere små enkeltstående klipper, der er skudt op uafhængig af hinanden. Det giver bjergene et mere dramatisk udseende med klipper, der let kan hælde ind mod dig – uden der dog er frygt for, at sten og klippestykker falder ned. I dag er der stadig meget sne på bjergene og flere af skisportsstederne har også stadig gæster.
Vi gør et stop i bjergpasset Grödner Joch i godt 2100 meters højde. Her blæser en vild pelikan men udsigten er fantastisk og vi lokkes ud, for at kigge lidt nærmere på stedet. Det bliver også til lidt frokost her. Et stykke rugbrød, købt på campingpladsen i Cavallino. Det smager ikke så ringe – og vi skal jo have gang i vores sild, der var gået hul på… Mens vi spiser, kan vi beundre udsigten til bjerget Langkofel, der er 3179 meter høj. Marie har lånt en del bøger på biblioteket, før vi tog afsted. En af dem er på tysk og hedder ”Die schönsten Routen der Alpenländer” og det er en af turene heri, vi er i gang med at køre. I bogen er der et billede fra nøjagtig samme sted, som vi holder nu. Billedet i bogen er dog et sommerbillede… Inden vi drager af, fylder vi lige håndvasken med sne, så vi kan køle lidt øl ned til fyraften :D)
Efter pausen fortsætter vi nedad og det går fint med at klatre ned igen. Efter lidt ned- og opture, ender vi i Cortina d’Ampezzo, der er en gammel olympisk vintersportsby (fra 50’erne har Marie læst). Byen ligger flot med høje bjerge omkring og lyset falder fantastisk på de snedækkede Dolomitter-bjerge, så de får et flot lysskær fra sneen.
I første omgang kører vi efter en turistinformation. Det er altid godt at orientere sig om byen og få et bykort fra starten af. Men det er ikke så let at finde en turistinformation her. Skiltene peger hen mod en P-plads, hvor vi vælger at parkere. Så går vi ned mod byens centrum, for at kigge lidt nærmere på tingene. Mange af forretningerne virker til at være lukket. Er det lavsæson i øjeblikket – eller er det bare siesta? Vi tøffer lidt rundt og finder en turistinformation tæt på byens torv. Damen i info’en er ikke særlig interesseret i at snakke, hun vil hellere SMS’e… Så vi tager et bykort og går lidt videre rundt. Centrum er nu hurtig gennemtrevlet, så efter en lille drink på det lokale torv, går vi tilbage til bilen og begynder at overvejer en overnatningsmulighed.
På min liste over autocamper venlige overnatningsmuligheder, er der 2 i Cortina d’Ampezzo. Det ene er ved byens isstadion, hvor der skulle være 5 pladser. Ringvejen rundt om den lille by er ensrettet, og da vi misser en sidevej på GPS’en, må vi tage turen rundt om byen en gang mere. Så kan vi jo passende stoppe på turistinformationen og høre til overnatningsmulighederne. Hun vil selvfølgelig sende os til en af byens campingpladser, men vi lader os ikke sådan lige kue. Vi kører til isstadion. Her er der 2 timers parkering, så i realiteten kunne vi sikkert betale for parkeringen frem til kl. 20, hvor der ikke længere skal betales. Men det er ikke så stille et område, så vi fortsætter. Vi vil gerne handle lidt ind og byens 2 supermarkeder ligger stort set ved siden af hinanden. Men vi kan ikke komme til at parkere i nærheden af dem og så opgiver vi byen og fortsætter…
Vi har besluttet at vi ikke vil fuldføre den tur, som vi er i gang med fra den tyske bog. Så vi kører mod nord til Toblach. Det går også lidt op og ned igen, men ikke helt så stejlt, som vi tidligere har set det. Til gengæld er det dejligt, at der ikke er så mange biler på vejene. Det er lidt lettere at manøvrere på de kringlede veje, når der ikke altid er modkørende.
I Toblach finder vi hele 3 supermarkeder og parkeringspladser ligeså. Først frekventerer vi Coop forretningen. Den har kun et sparsomt udvalg. På den anden side ligger en Conad i kælderen. Den er til gengæld stor og her handler vi bl.a. ost og pasta med spinat til aftensmad – og et stort stykke skinke til at tage med hjem.
Så sætter jagten ind på et overnatningssted. Min store liste har ikke noget i nærheden, så vi tyr til det camping rabatkort, som Marie har købt. Der er en campingplads tæt på, men GPS’en kan ikke lige hitte adressen, så vi gætter på, at det er den adresse, som GPS’en kalder Camping. Vi bliver ført ud af nogle små veje nogle kilometer ud af byen. Efter lidt køren rundt, lander vi rigtig nok på en campingplads. I receptionen står en dame og taler med 2 gæster. De 2 gæster forsvinder og det gør damen også. Og hun vender ikke tilbage. Så da vi har stået 5 minutter, overvejer vi, om vi bare skal køre ind på pladsen.
Jeg tjekker lige op med vores campingbogen, der følger med vores rabatkort og konstaterer, at det altså ikke er den rigtige plads. Så er vi kørt! Vi jagter lidt rundt i nabobyen, for at finde pladsen. Efter at have sammenholdt diverse blade og turistbrochurer, har vi en klar ide om, hvor vores campingplads ligger. Det er også ved at være helt mørkt, så nu skal det snart være.
Heldigvis kører vi lige dertil denne gang og campingfatter kan tale tysk, så det er jo til at begå sig… Der er ikke mange gæster på pladsen, hvor der stadig ligger en del sne. Vi får ansvist en plads med strøm og Marie kaster sig over madlavningen. Det virker ikke retfærdigt, at hun skal lave mad efter en lang dag bag rattet, men det virker til, at hun har det godt med begge dele. Så kan jeg til gengæld få lov at passe min dagbog.
Strømmen driller igen. Efter vi har fået 220 volt på, kobler strømmen ud flere gange og vi er lige ved at opgive at have strøm på bodelen af autocamperen. Men efter at vi har genindkoblet strømmen 3-5 gange, virker det til, at vi kan få lov at bruge lyset. Mens vi spiser vores aftensmad, undrer vi os lidt over en summen, som vi konstaterer kommer nede fra hullet i gulvet, hvor elinstallationerne er. Det viser sig, at det må være en omformer, der er begyndt at køre. Den har vi ikke hørt tidligere. Vi prøver at koble køleskabet til – og det kører sørme også. Så nu er der noget, der tyder på, at vores strøm har besluttet at fungere igen. Vi er dog ikke så modige, at vi også vil koble solcelleanlægget til. Det må altså vente, til vi kommer hjem.
Vi nyder den totale stilhed (bortset fra summen i gulvet) og ved 22:30 tiden er det tid, at kravle til køjs.
